Har du en tegneserieelsker i familien, som du skal fejre jul sammen med? Er din kæreste tosset med tegneserier? Eller er du selv glad for at læse en god tegneserie? Vi guider dig gennem vores fem bedste bud på den ultimative tegneserie-julegave!
Julegave nummer 1: Sussi Bechs Samlede Værker
Her er den ultimative tegneserie-julegave til tegneserielæseren, der er fan af Sussi Bech, kvindelige heltinder og det gamle Egypten. Vi har samlet Sussis 19 tegnealbum fra 1985-2011 i et 7-binds luksusværk på 1.176 sider, proppet med ekstramateriale og trykt i ekstra stort format.
Oveni får du Sussis seneste Nofret-album fra 2019, “Slave i Levanten”, en portfoliobog med Sussis tegninger og en stor Nofret-plakat i str. 50×70 cm.
De syv bind kan selvfølgelig også bestilles enkeltvis.
Sussi Bechs Samlede Værker er den ultimative tegneserie-julegave!
Julegave nummer 2: Tegneserien om H.C. Ørsted
Vores absolut største tegneseriesucces i 2020, tegneserien om Hans Christian Ørsted, er en julegave, der vil glæde modtagere i alle aldre. Det er historien om, hvordan en dansk videnskabsmand fra Rudkøbing som den første opdagede sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme, der er forudsætningen for, at vi i dag lever i en verden med elektrisk lys, computere og el-biler!
Sussi Bech, Ingo Milton og seniorforsker ved DTU Space, Jens Olaf Pepke Pedersen, har skrevet og fortalt den første tegneserie om H.C. Ørsteds liv i anledning af 200-året for elektromagnetismens opdagelse. Albummet blev nomineret til Claus Deleuran Prisen 2021 i kategorien “Bedste danske tegneserie” og er med over 5.000 eksemplarer den mest solgte danske tegneseriefortælling fra 2020.
“Ørsted – han satte strøm til verden” skildrer København på H.C. Ørsteds tid, en tid der er blevet kaldt “Danmarks Guldalder”. I tegneserien møder vi personer som Adam Oehlenschlæger, Kamma Rahbek, Frederik VI, Hans Christian Andersen og H.C. Ørsteds egen bror, Anders Ørsted, der endte som Danmarks statsminister.
Ørsted – han satte strøm til verden vil glæde enhver, der interesserer sig for historie og naturvidenskab. Den fås også i en engelsksproget udgave.
Julegave nummer 3: Punk Life Crisis
Simon Petersens hylende sjove og hudløst selvudleverende graphic novel “Punk Life Crisis” vil også vække jubel, når den bliver læst og genlæst i juleferien. Mange vil sikkert kunne genkende sig selv i Simons fortælling:
Simon nærmer sig de 40. De gamle punk-venner (“Snotklud” og “Lakridsen”) er blevet fucking breeders og er flyttet til Vanløse. Deres planer om at bruge økologiske stofbleer er hurtigt blevet til billige supermarkedsbleer. Kampen mod kapitalismen må udsættes, og det forhadte “lortesystem” har skaffet både lejlighed og børnepenge til dem. Det er slut med koncerter og drukture. Kun Simon drømmer stadig om at blive forsanger i et punkband, inden det er for sent.
Som Jakob Stegelmann sagde i DR Troldspejlets anmeldelse: “Superfedt tegnet. Personerne virker ægte. Dialogerne er sindssygt godt skrevet. Han hudfletter flere generationer på en super overskudagtig måde. Jeg blev eddermaneme ramt. Et godt lille samtidsportræt af en generation.”
Julegave nummer 4: Den samlede Eks Libris
Satire er en populær julegave, og gennem 10 år spiddede Frank Bruun Madsen og Sussi Bech hver uge Danmarks kulturparnas i tegneserien “Eks Libris” i Weekendavisen Bøger. Striberne er samlet i 10 bind, som nu kan fås til kun 750 kr. inkl. forsendelse.
“Når Danmarks kulturhistorie i 10’erne skal skrives, behøver fremtidens litteraturforskere blot slå op i Eks Libris,” skrev Christopher Arzrouni i forordet til bind 5.
Der er hylende morsom læsning til hele resten af juleferien og et godt stykke ind i det nye år, når du forærer denne satiriske humørbombe i julegave. “Eks Libris” er to gange nomineret til Claus Deleuran-prisen i kategorien Danmarks Bedste Tegneserie.
Bestil Eks Libris komplet til en, du holder af.
Julegave nummer 5: Kurt Dunder
Kurt Dunder er en klassisk tegneserie skrevet og tegnet af Frank Madsen og fyldt med action og humor.
I albummene følger vi eventyreren og globetrotteren Kurt Dunders bedrifter i Afrika, Grønland, Tyrol, Alaska og Harzen på jagt efter skjulte folk, forsvundne videnskabsfolk, oldkristne skriftruller, genoplivede mumier og Walter Ulbrichts guldtænder! Og hver gang får Kurt følgeskab af den trofaste, men frygtsomme Bill Milton og den frygtløse, men mindre trofaste chimpanse Attila. Ofte krydses deres vej af den skrupelløse eventyreske Fifi la Rouge og hendes dysfunktionelle håndlangere, Bronto og Zero, der begge er forelskede i deres chef og sygeligt jaloux på Kurt Dunder – og hinanden!
Der er udkommet tre album på 48 sider og et album med korte historier på 36 sider. Du kan bestille albummene enkeltvis eller samlet.
Læg Kurt Dunder under juletræet. Det vil du ikke fortryde.
Den digitale tegneseriegave: Mis med de store kugler – som ebog!
Hvis du gerne vil være lidt fræk og hip, så overvej at give e-bogen “Den store Mis med de store kugler” som jule- eller mandelgave til mobil eller tablet!
Mis med de store kugler har noget, kvarterets andre hankatte ikke har, og damerne er helt tossede med ham. Men Mis er en rastløs sjæl, og en dag er samfundet ond ved Mis, så han drager ud for at erobre verden.
E-bogen indeholder alle historierne om Mis med de store kugler, inklusive julehistorien “Mis med de store julekugler”, hvor vi følger Mis’ kamp for at finde et varmt hjem for vinteren, hvor han ikke skal arbejde for føden og ikke bliver klappet af irriterende børn. Vil det lykkes ham, inden hans kugler fryser af? Det er flere gange lige ved at ende galt.
Find billigste e-boghandler og bestil Mis i dag!
Og hermed ønsker forlaget alle en glædelig tegneserie-jul!