Nu i 3. oplag!
Fra 8 år og opefter. En dansk tegneserieklassiker! »Dalila den Drevne« er et ungdomsværk af Sussi Bech, fortalt med et sprudlende overskud og smittende humør. For første gang i samlet udgave og i farver!
1001 Nat som tegneserie
Historien om Dalila den Drevne foregår i Bagdad på Harun al-Rashids tid omkring år 800 e.v.t. Tegneserien er baseret på et eventyr fra 1001 Nat.
Kaliffen har givet de to værste skurke i Bagdad høje embeder pga. deres evner som svindlere. Enken Dalila, med tilnavnet “den drevne”, stiler også efter en velbetalt stilling indenfor det offentlige, og sammen med sin datter Zainab gør hun nu alt for at henlede kaliffens opmærksomhed på deres kvalifikationer.
Bogen byder desuden på 20 siders ekstramateriale, hvor Sussi fortæller læserne om tilblivelsen af »Dalila den Drevne« og om sine dannelsesår før gennembruddet som tegneserieskaber i 1980’erne – illustreret med aldrig tidligere offentliggjorte arbejder fra ungdomsårene!
Sussi Bechs Samlede Værker
Dette er 1. bind af Sussi Bechs Samlede Værker, der også omfatter “Aida Nur”, “Nofret”, “Zainab” og Sussi Bechs øvrige produktion. I alt 7 luksusbind med masser af ekstramateriale.
Om forfatteren
Sussi Bech er født i 1958 i Birkerød. Hun har lavet over 20 tegneseriealbum med “Nofret”, “Aida Nur”, “Dalila den Drevne” og andre figurer – ofte med oldtiden som tema. Hun illustrerer tegneserien “Eks Libris” hver uge i Weekendavisen. Desuden har hun tegnet “Kaj og Andrea”, “Snus Mus” og “Emmy” og skrevet bøgerne om “Aziru” og “På ferie med Emil”.
Sussi har modtaget bl.a. BØFA-prisen, Ping-prisen, Birkerød Kulturpris, Hanne Hansen Prisen og senest i 2015 den svenske Adamsonstatuetten, der blev uddelt ved Svenska Serieakademins 50 års jubilæumsfest i Stockholm.
“Er der nogen, der fortjener at få sine Samlede Værker udgivet, er det hende.“
Søren Vinterberg, Weekendavisen
“En yderst velkommen genudgivelse af den prisbelønnede tegneserie om den ukuelige og selvbevidste minoiske prinsesse Nofret og hendes eventyrlige liv. En stor fordel ved serien er Sussi Bechs egne fyldige kommentarer, der fortæller om de historiske perioder og viser tidligere skitser og hendes arbejdsmetoder. Sussi Bech er en tegneseriekunstner i verdensklasse, og hendes heltinder er bestemt et bekendtskab værd.”
Bibliotekar Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.dk
“Det er sådan nogle fine bind de bliver genudgivet i, som også indeholder lidt baggrund omkring fortællingen og om Sussi Bech’s inspiration.”
Sidsel Buch Odgaard, Buch’s Books
“… jeg kan slet ikke forstå at jeg ikke er hoppet ned i Sussis tegneserier før, for den her skriger på at jeg skal læse mange flere af hendes tegneserier. Den har gjort mig meget nysgerrig på hvad hun ellers har lavet og hvad hun vil skrive i fremtiden. Jeg må straks efter denne anmeldelse ind og se om biblioteket skulle have nogle flere af hendes værker. Jeg ønsker virkelig at læse mere af hende.”
blog.pipalukbooks.dk