En graphic novel af Simon Petersen om musikmiljøet og Simons midtvejskrise, der fører til en karriere som hæs forsanger i det fiktive punkband P.M.B. En tegneserie om den moderne mands flugt fra ansvar, terminer og bleskift.
Historien:
Simon nærmer sig de 40. De gamle punk-venner (“Snotklud” og “Lakridsen”) er blevet fucking breeders og er flyttet til Vanløse. Deres planer om at bruge økologiske stofbleer er hurtigt blevet til billige supermarkedsbleer. Kampen mod kapitalismen må udsættes, og det forhadte “lortesystem” har skaffet både lejlighed og børnepenge til dem. Det er slut med koncerter og drukture.
Kun Simon drømmer stadig om at blive forsanger i et punkband, inden det er for sent.
En aften giver Simon den fuld gas til metal karaoke i Kødkværnen, og miraklet sker: En dude tilbyder ham posten som forsanger i sit nye punkrock-band. Simons drøm om at blive en ny Joey Ramone udvikler sig hurtigt til et mareridt af skænderier, druk, vold og nedbrudte varevogne på den tyske autobahn, da bandet tørner ud på sin første (og sidste) Europa-turné.
Pressen skrev:
“Det bedste fra Simons hånd til dato: Historien er sjov og relaterbar, især hvis man selv er eller har været i dét alderssegment, og man ikke lige har nået alle de ting man gerne ville. Humoren og den tommetykke selvironi er i høj grad det der driver historien frem, og man føler med den aldrende Simon, når han langsomt mærker, at livet i tourbussen (familievan) ikke er hvad han er vant til hjemmefra. Jeg vil godt lægge hovedet på blokken og sige, at Punk Life Crisis er det bedste fra Simons hånd til dato. Flere gange fangede jeg mig selv i at klukke højlydt af grin, mens jeg fulgte Simon & co på nye eventyr til koncerter, druk og intriger.” – Kim Larsen, metronaut.dk
“Superfedt tegnet. Personerne virker ægte. Dialogerne er sindssygt godt skrevet. Han hudfletter flere generationer på en super overskudagtig måde. Jeg blev eddermaneme ramt. Et godt lille samtidsportræt af en generation.” – Jakob Stegelmann og Ida Rud, DR Troldspejlet
“’Punk Life Crisis’ er en satire over midtvejskriser og hasarderet selvrealisering i de patetiske machomænds drengeklub. Med klædeligt selvudleverende ironi tegner Simon Petersen et billede af sin hovedperson som en kontrær drømmer, der i flæng bruger udtryk som ’cheers’, ’dude’ og ’awesome’ og klamrer sig til sin hendøende ungdom.” – Felix Rothstein, Politiken
“Lige i røven: Det sker en sjælden gang imellem, at man, ja nærmest helt tilfældigt, falder over noget som ræsonnerer perfekt med een personligt. Når man så samtidig oplever at dette ”noget” får en til at grine ganske højt, upassende og længe, til trods for at man ret beset ikke burde sidde og læse tegneserier i mellemtimerne mellem ens undervisning, så er det svært ikke at være ovenud begejstret. Denne fortælling er mesterligt orkestreret af Simon Petersen, der – som overskriften gerne skulle antyde – rammer denne satire over livskrisen og ikke mindst de mange skænderier og egoer, der ramler sammen når man nu engang laver et band – lige i røven. Det er dog på ingen måde skildret hverken kynisk eller ufølsomt, men med stor kærlighed til både livet, (punk)rocken og dagligdagen.” – Torben Bille, Kulturkapellet
“Spiddende kommentarer til punk og rock-undergrunden og branchen: Punk Life Crisis brillerer med et skarpt portræt af bandlivet.” – Anders Molin, devilution.dk
“Alle, der har spillet i bands kender til konflikterne, der i denne udgivelse er beskrevet med både indsigt og humor. Anbefales indkøbt bredt til både Voksen og Ung.” – Morten Langkilde, bibliotekar, DBC
Om Simon Petersen
Simon Petersens gennembrud var tegneserien “Necropolis” sammen med Cav Bøgelund. I 2015 skrev han tegneserien “Kim” baseret på Kim Larsens liv. “Punk Life Crisis” er Simons mest ambitiøse tegneserieværk til dato. Simon Petersen er uddannet lærer og underviser på Esbjerg International School i dansk og billedkunst, når han ikke laver tegneserier. Instagram @Sajmonsays78