En dansk tegneserieklassiker for første gang i samlet udgave!
For første gang foreligger hele Peter og Perle-serien. Her kan du købe alle seks samlebind med rabat. Seriens bind kan også købes enkeltvis.
Peter og Perle – en dansk James Bond i miniformat!
I 1966 debuterede Werner Wejp-Olsen som tegneserieskaber med tegneserien Peter og Perle.De følgende seks år kunne Jyllands-Postens læsere dagligt følge den lille, fiffige dreng og hans firpotede følgesvends oplevelser på avisens tegneseriesider.
Peter og Perle-tegneserien huskes stadig af mange for dens humor, action og mange James Bond-inspirerede handlingselementer. 1960’erne var en tid med forkærlighed for megalomaniske skurke, der planlagde at overtage verdensherredømmet fra deres baser i udslukte vulkaner og med alt det nyeste indenfor laserkanoner, undervandsbåde og smart elektronik.
Om Werner Wejp-Olsen
Werner Wejp-Olsen (1938-2018) blev uddannet som journalist, men det var tegneserien, der trak i ham. I 1966 købte Jyllands-Posten hans humoristiske spændingsserie, Peter og Perle, som herefter gik hver dag i avisen, indtil Werner i 1972 efterfulgte Jan Lööf på Politikens populære tegneserie, Felix. Efter seks år sluttede Peter og Perles eventyr, der i alt nåede op på 1.257 daglige striber, 162 søndagssider og 230 sider i albumformat. Sideløbende med Felix søsatte Werner Wejp-Olsen nye tegneserier: Fridolin (1974), Krimi-Quiz (1974) og ikke mindst Momsemor (1977). Werner Wejp-Olsen døde i 2018, men nåede forinden at skrive forord til første bind af Peter og Perle.