Gyser for børn: Der venter dig noget af en gyser, når du kaster dig over Peter Gotthardts varulvehistorie fra 1800-tallets Danmark, “Varulven venter i mørket”. Den 13-årige Katrine og hendes mor flytter ind på en lille gård. Men alt er ikke idyl, for egnen hjemsøges af et blodtørstigt og grusomt væsen. Er det en varulv? Snart er Katrine hvirvlet ind i et sindsoprivende eventyr, hvor hun ikke ved, hvem hun kan stole på.
Gyser for børn: Inspirationen kom fra et sagn
Peter Gotthardt fortæller selv på sin forfatter-hjemmeside, hvordan han fik idéen til “Varulven venter i mørket”, da han læste det såkaldte ’forklædesagn’.
“Det er en vandrehistorie om en kvinde, der jager en ulv bort med sit forklæde og senere opdager, at hendes mand har stumper af stoffet siddende mellem tænderne. Klamt! Jeg arbejdede videre med idéen og lavede en historie om en pige, der opdager, at der bor et uhyre i en person, hun kender.”
“Trolde, ellefolk, hekse, varulve og andet godt”
“Jeg har altid læst mange eventyr og sagn (et sagn er en kort historie, der ligner et eventyr). I mange af mine bøger optræder nogle af de væsner, som folketroen har befolket verden med: trolde, ellefolk, hekse, varulve og andet godt. De er jo spændende og farverige, og der er noget fascinerende over deres blanding af menneskelige og ikke-menneskelige egenskaber. Det er som at se os mennesker i et troldspejl.”
Om forfatteren
Peter Gotthardt er født i 1946 og voksede op i Vanløse ved København. “Jeg var så heldig at have forældre der læste højt for mig og tog mig med på Vanløse bibliotek, hvor der dengang var en enkelt krybbe med børnebøger. Som skolebarn var jeg en læsehest, og jeg læste alt muligt – både romaner og eventyr og faglitteratur om historie, geografi, naturen, opfindelser m.m. Det har betydet meget for mine egne bøger, at jeg har en rimelig god baggrundsviden om forskellige emner. I 2006 stoppede jeg som bibliotekar og bruger nu min tid på at skrive bøger.”
Sussi Bech har illustreret bogen med fine blyantstegninger, der sammen med Peter Gotthardts tekst bringer læseren tilbage i tiden. Ebogen er på 131 sider og kan købes i internetboghandeler (find billigste pris på www.bog.nu) og lånes på eReolen.
[sg_popup id=4]