fbpx

Genoptryk af Niels Bohr, Ørsted og Nofret – Samlede historier II og IV

Niels Bohr tegneserie

Efter et forrygende julesalg er vi løbet tør – eller næsten tør – for flere af vores mest populære titler.

Status: De solgte bedst i 2024

Den årlige nytårsstatus over forlagets salg og lagerbeholdning viste, at der var rigtig mange, der gerne ville læse Niels Rolands tegneseriebiografi om Niels Bohr: Den er årets topsællert og der er kun 40 eksemplarer tilbage på forlagets lager. Heldigvis får vi snart nye forsyninger: 16. januar ankommer 2. oplag fra trykkeriet.

2024 TOP 5 — STYKSALG
1. Niels Bohr – kvantespring i København
2. Ørsted – han satte strøm til verden
3. Københavnermysteriet
4. Runernes verden
5. Hattrick

2024 TOP 5 — OMSÆTNING
1. Niels Bohr – kvantespring i København
2. Ørsted – han satte strøm til verden
3. Københavnermysteriet
4. Nofret – Samlede historier I
5. Samuraien fra Stormgade

Det samme gør 8. oplag af årets næstmest sælgende tegneserie, den tilsyneladende uopslidelige succes Ørsted – han satte strøm til verden af Sussi Bech, Ingo Milton og Jens Olaf Pepke Pedersen.

Også fysik-thrilleren Københavnermysteriet var et populært køb i 2024, og med 90% af førsteoplaget solgt er det snart tid at bestille 2. oplag.

Runernes verden kom i 3. oplag i starten af 2024, men er allerede halvt udsolgt.

Sussi Bechs Nofret står for en stor del af forlagets omsætning, så “Nofret – Samlede historier I” kniber sig naturligt ind på en 4. plads på forlagets omsætnings-top 5. De tre øvrige samlebind er nu så langt nede i lagerantal, at vi har bestilt 3. oplag af bind II og IV til levering 4.-5. februar. Bind III bliver genoptrykt senere på året.

De nye oplag bliver trykt i offset i Letland, mens de to tidligere oplag har været trykt i inkjet i Ungarn. Det skulle give en mikroskopisk større skarphed.

Ellers bliver der ikke de store forskelle på dette og tidligere oplag – bortset fra, at oversigten bagerst over Sussis tegneserieproduktion selvfølgelig endnu engang trængte til en opdatering med de udgivelser, hun har begået siden sidst.

Der er nu solgt Nofret-samlebind for næsten 1 mio. kr, mens det nærmer sig 1,5 mio. kr. for hele Nofret-serien i Eudors regi.

 

Endelig har Henrik Rehr og Lars Hornemans gakkede fodboldtegneserie Hattrick og Martin Petersen og Angelica Inigos Samuraien fra Stormgade fundet vej til top 5, hhv. styksalg og omsætning.

Nomineret til Claus Deleuran Prisen

To af titlerne er nomineret til Claus Deleuran Prisen som Årets Bedste Danske Tegneserie 2024: “Niels Bohr” og “Samuraien fra Stormgade”.

Rekordsalg online og på messer

2024 blev omsætningsmæssigt et af de bedste år for forlaget Eudor. Vi havde rekordomsætning på både Copenhagen Comics og Bogforum, men også vores webshop www.eudor.dk satte rekord. 26,9% af alle vore bøger blev solgt ad denne vej. Den bedste måned blev december, hvor omsætningen på webshoppen tangerede 50.000 kr., men også august og september var rigtig flotte. Det er dog stadig salget til forhandlere (boghandlere, tegneseriebutikker, museumsbutikker), der tegner sig for langt hovedparten af omsætningen – en enkelt af disse står alene for 8%. Bibliotekssalget udgør ca. 15%.

Det er således med en vis optimisme, Eudor træder ind i det nye år.