Snydt for Nobelprisen i litteratur – igen!

Da meddelelsen tikkede ind over middag om, at Nobelprisen i litteratur i år gik til en totalt ukendt brite ved navn Kazuo Ishiguro, blev Finn Sysholm samtidig den seneste i kongerækken af danske forfattere, der på det skammeligste er blevet snydt for den pristigefyldte pris.

Han kommer dermed i selskab med andre forsmåede notabiliteter som Georg Brandes (for oprørsk), Martin Andersen Nexø (for betonkommunistisk), Jeppe Aakjær (for jysk) og Karen Blixen (for mange x-kromosomer).

“En tilståelsessag”

Ishiguro får Nobelprisen “for i sine romaner med stor følelsesmæssig styrke at have afdækket den afgrund, som befinder sig under vores illusoriske følelse af at have forbindelse til verden.”

En formulering, “hvis tindrende klarhed jo ikke ligefrem skriger til himlen! Ja, det er vel nærmest en skriftlig tilståelse af Det Svenske Akademis sygelige optagethed af, at Danmarks største, nulevende digter i hvert fald ikke skal have prisen. Så hellere give den til et eller anden tilfældigt fjols!” udtaler vores anonyme kilde over en øl på Babu Bar i det indre København, mens hans venner trøster ham og siger, at det vel ikke er så galt.

Men det er det!

“Ikke første gang”

Det Svenske Akademis personlige forfølgelse af Finn Sysholm går langt tilbage.

Det er nemlig langt fra første gang, at man har valgt at give Nobelprisen i litteratur til en helt anden: Således måtte Finn Sysholm i 2011 vente forgæves en hel dag og en hel nat foran telefonen, blot for næste dag at læse i avisen, at akademiet havde valgt at give prisen til Tomas Tranströmer, “fordi han, gennem sine kondenserede, gennemsigtige beskrivelser, viser os en ny tilgang til virkeligheden,” som den kryptiske melding lød fra Stockholm.

Allerede året efter var den gal igen: Denne gang måtte “De Aderton” helt til Kina for at finde én, man kunne give prisen i stedet for Finn Sysholm. Mo Yan hed manden, eller “Mo Hvem?”, som Politiken skrev – man skulle næsten tro, avisen havde haft en mikrofon skjult i de sysholmske stuer.

“En personlig vendetta”

Men da man i 2015 valgte at tildele Nobelprisen i litteratur til Svetlana Aleksivitj med den begrundelse, at hun var hele tre ting på én gang: kvinde, hviderusser og genrenedbryder, så stod det klart, at det var en kamp op ad bakke. At Det Svenske Akademis kamp mod Finn Sysholm havde udviklet sig til en personlig vendetta og at akademiet bevidst opstillede kriterier, man vidste, Finn Sysholm ikke kunne opfylde:

“Et litterært Kinder-æg! Er det MIN skyld, at jeg er født i en hvid mands krop? At Danmark ikke nåede at blive optaget i Sovjetunionen?” var Sysholms værdige og afmålte reaktion, da han fra sit selvvalgte eksil i husets mørke klædeskab hørte sin hustru læse komiteens begrundelse op.

“Bob Dylan – et kunstnerisk banesår”

Direkte personligt blev det i 2016, da Det Svenske Akademi valgte at håne Finn Sysholm ved at give Nobelprisen i litteratur til mundharpevirtuosen Bob Dylan.

Da blev det ifølge vores anonyme kilde “åbenlyst for enhver, at uddelingen af prisen forlængst var ophørt med at handle om kunst og litteratur! Nu handlede det om at misbruge prisen til at tildele mig et kunstnerisk banesår, at håne, spotte og latterliggøre min person, at forsøge at fratage mig modet til at skrive videre, at …”

“Ikke bitter”

Derfor kom dagens besked ikke som nogen overraskelse for Finn Sysholm. Den store danske forfatter, ja måske den største, har efterhånden affundet sig med, at Nobelprisen i litteratur ikke længere tildeles den mest oplagte kandidat.

Han ikke er sur. Snarere tværtimod.

Men han er ked af det.

På litteraturens vegne.

Og Danmarks.