Herover: Simon Petersen havde egentlig bestilt sin egen stand på DOKK1, men valgte at sidde non-stop begge dage i Forlaget Eudors stand.
De i alt 69 stande med små og store forlag, tegneserietegnere, tegneseriebutikker, podcastere og andet godtfolk var fordelt over hele DOKK1 på Rampen, Torvet, Udsigten og i Store Sal.
Rift om PUNK LIFE CRISIS – Nofret næsten udsolgt
På Forlaget Eudors stand i Store Sal kunne vi præsentere ikke mindre end 11 nye, danske titler siden sidste Art Bubble-festival, der fandt sted i november 2019, få måneder før første nedlukning gjorde det fysiske møde med vores kunder umuligt.
Der var stor interesse for Ingo Miltons og Sussi Bechs Ørsted-tegneserie, og Simon Petersen havde travlt med at signere sin nye graphic novel PUNK LIFE CRISIS, der blev weekendens bestseller. Vi havde også medbragt restlageret af Sussi Bechs Nofret-album, Slave i Levanten, der nu er udsolgt i den blå forside-variant og næsten udsolgt i den sorte, mere “vovede” forsidevariant. Den blå variant vil blive genoptrykt i forbindelse med udgivelsen af det 13. Nofret-album til foråret, mens det er absolut sidste chance for at investere i den sorte.
Vi fik også solgt alle medbragte eksemplarer af Frank Madsens nye billedbog, Sussi og de ufornuftige sko, der viste sig mere populær end forudset ved afrejsen til Aarhus. Endelig skulle mange have det 10. og sidste bind i Eks Libris-serien, Finn Sysholm sejrer!
Forlaget Eudor siger tak for en forrygende festival til holdet bag Art Bubble!








Du kan se flere fotos fra festivalen på Art Bubbles facebookside.
Du kan også læse Simon Petersens festival-reportage fra Art Bubble på Nummer9: