fbpx

Ystad Seriefestival 2024

Herover: Joakim Pirinens flotte plakat til Ystad Seriefestival 2024.

Serier i Surbrunnsparken

De fleste danskere kender nok mest Ystad som kriminalkommissær Wallanders city of international crime eller som gennemkørsels- og opmarchområde til Bornholmerfærgen. Men i år lagde Ystad for første gang park og lokaler til en tegneseriefestival, Ystad Seriefestival. Det var 9. gang, festivalen blev holdt, men tidligere år har den været afholdt i den lille by Skillinge. Da der var gratis entré og forlaget Eudors to ejere alligevel skulle til Bornholm på en miniferie, besluttede de at lægge et par overnatninger i Ystad for at opleve en svensk tegneseriefestival.

Akademiska Fredagen

Festivalgeneral har alle årene været Rolf Classon, manden bag forlagene Galago og Kartago, der i 1980erne og 1990erne introducerede tegneserier for voksne i Sverige. Til at arrangere årets sceneprogram, der bestod af en akademisk fredag, en voksentegneserielørdag og en børnetegneseriesøndag, havde han fået hjælp af tegneserieforskeren Fredrik Strömberg og Bamse-tegneren Jimmy Wallin. De havde tilrettelagt et righoldigt program med debatter, interviews, foredrag og prisuddeling, der i høj grad var hovedattraktionen ved Ystad Seriefestival.

Undertegnede ankom til Surbrunnsparken fredag lige over middag, hvor den akademiske fredag var i fuld gang. Årets tema var fanzines, og lektor ved Malmø Universitet, Anders Høg Hansen, var i fuld gang med et foredrag om mixtapes som tidskapsler, der var Nørd Nyt værdigt – omend måske på kanten af det tegneserierelevante. Men fint som udtryk for den marginale DIY-kultur, tegneseriefanzinet historisk har været en del af.

Ingen ende på Arne And

Voksentegneserielørdagen bød bl.a. på en paneldebat om bevarelsen af den nordiske tegneseriekultur, et interview med Klara Wiksten, Max Björkman og Mats Källblad om, hvad man skal tænke på, hvis man vil etablere sig som tegneserieskaber og en snak med Charlie Christensen, manden bag Arne And. Sidstnævnte var i Skåne for første gang og kunne fortælle, at Arne And ikke stopper foreløbig.
Sidst på eftermiddagen var det tid for uddelingen af Svenska Seriefrämjandets tegneseriepris, Urhunden, der gik til Ulla Donner for bedste svenskproducerede tegneserie, “Den naturliga komedin”, og til østrigske Ulli Lust for bedste oversatte tegneserie, “Hur jag försökte bli en god människa”. Sidstnævnte takkede for prisen via en forudindspillet video. Udover æren var der 25.000 svenske kroner til Ulla Donner takket være en donation fra Albumförlaget, Ades Media, Apart förlag, Cobolt, Egmont, Galago, Kaunitz-Olsson og Lystring

Svenske børnetegneserier står stærkt

Søndagen stod i børnetegneseriernes tegn, et felt hvor Sverige i mange år har stået stærkt i kraft af en stærk ugebladstradition og børneblade som Bamse, Herman Hedning og Kamratposten, hvor nye talenter kan finde afsætning for deres tegneserier. Frida Malmgren og Fabian Göransson fortalte om deres fakta-tegneserier for børn med videnskabelig og historisk tema, Jimmy Wallin interviewede Henri Gylander, der tegner serien LasseMaja Detektivbyrå og Joakim Gunnarsson fortalte om Katten Nils, som han tegner til Kamratposten sammen med Johanna Kristiansson.

Udover sceneprogrammet var der også en lille scene, hvor skiftende serietegnere på storskærm alle festivalens tre dage, hvorefter de færdige tegninger løbende blev hængt op på en tavle.

I den anden ende af festivalhallen var der stande med salg og signering. Ikke noget, der kunne matche udbuddet på Copenhagen Comics og Art Bubble, men dog tilstrækkeligt til at tømme de fleste tegnebøger, hvis man var til Arne And, lækre bøger af Joakim Pirinen, svenske børnetegneserier og Seriefrämjandets igangværende flerbindsværk om svensk tegneseriehistorie.

Ystad i solskin

Alt i alt en hyggelig festival med et flot og ambitiøst sceneprogram, lagt i en by, der denne weekend viste sig fra sin allerbedste side med stokroser i flor, strålende solskin, temperaturer mellem 25 og 30 grader og masser af fugleflokke, der passerede Ystad på deres færd sydpå. Ystad er den svenske by med flest bevarede bindingsværkshuse, og i en af de gamle købmandsgårde lå restauranten Grändans Mat, som absolut kan anbefales.

 


Forlæggerens hustru, Sussi Bech, vel ankommet til Ystad Tegneseriefestival.


Festivalen blev afholdt i en dansehal i Surbrunnsparken – “Folkets park” – 5 minutters gang fra Ystad centrum.


Sceneprogrammet for Ystad Seriefestival.


Der var plads til ca. 60 tilhørere. Her er det Anders Høg Hansen, der fortæller om mixtapes på Akademiska Fredagen.


Klara Wiksten, Max Björkman og Mats Källblad fortæller om, hvad man skal tænke på, hvis man vil etablere sig som tegneserieskaber.


Rocky-tegneren Martin Kellermans maleri af Rolf Classon, forlægger på Galago – og festivalens arrangør.


Arne And-tegneren Charlie Christensen interviewes af Jimmy Wallin.



Vue over tilhørerområdet, hvor der også var borde til at læse tegneserier, spise sin mad og slappe af.


Tegningerne produceret på storskærm af skiftende serietegnere.


Området med stande og signeringer.

Charlie Christensen signerer Arne And.


Der gøres klar til uddeling af Urhunden.


Deres udsendte på restaurant Grändens Mat i den maleriske Per Helsas gård i Ystad.


Søndag: Festivalgeneral Rolf Classon introducerer Frida Malmgren og Fabian Göransson, der fortalte om deres fakta-tegneserier for børn.


Jimmy Wallin (th) interviewer Henri Gylander.


Joakim Gunnarsson fortæller om sin serie, Katten Nils.


Joakim Pirinen tegner på storskærm.