Tove Krebs Langes skønne billedbog “Eventyrrejsen”, som Forlaget Eudor udgav i 2020 og som siden er kommet i 3. oplag, er nu også udkommet i en vietnamesisk udgave.
Tove Krebs Lange beretter fra Vietnam, som hun besøgte i forbindelse med udgivelsen:
“Fra 2005 – 2015 var jeg del af et dansk/vietnamesisk børnelitteraturprojekt, der havde til formål at få flere nye børne- og især billedbøger ud i Vietnam.
De første år handlede det især om at etablere læseklubber, en slags minibiblioteker i områder, hvor børn næsten ikke havde adgang til bøger. Senere blev der fokuseret mere på workshops og masterclasses for unge vietnamesiske illustratorer og forfattere. Vores samarbejdspartner er Vietnams største børnebogsforlag Kim Dong og den Danske ambassade (UM).
I anledning af fejringen af 50-året for de diplomatiske forbindelser mellem Vietnam og Danmark, inviterede ambassaden mig til at udstille billeder fra min bog Eventyrrejsen (som de havde set på facebook), og i den forbindelse blev bogen udgivet på vietnamesisk.
Udstillingen varer i 3 uger, og billederne vil derefter komme til at hænge på en skole i Hanoi.”
LÆS OGSÅ Ros til “Eventyrrejsen” i Politiken
Mens Tove Krebs Lange var i Hanoi, holdt hun to workshops for unge illustratorer og forfattere, arrangeret af forlaget:
“Det giver dem en mulighed for at spotte mulige fremtidige samarbejdspartnere, hvilket naturligvis gør, at der bliver knoklet igennem,” siger Tove Krebs Lange med et smil.
Fotos fra lanceringen af “Eventyrrejsen”
50 elever fra en skole i Hanoi var inviteret til åbningen af udstillingen og lanceringen af “Eventyrrejsen”. Den danske ambassadør deltog og blev vist rundt. Alle børnene fik en af de mange bøger, som er blevet til i forbindelse med projektet og en af eleverne fik overrakt de første bøger, og holdt en takketale på engelsk.