15.-18. juni står Refshaleøen i heavyrockens tegn, når Copenhell åbner for fire dages rockfestival — og som noget nyt har man etableret et særligt område for nørdekulturen: spil, film og tegneserier. Her kan man festivalen igennem møde en lang række navne fra den danske tegneseriescene — heriblandt selvfølgelig også Kongen af Dansk Undergrund, Simon Petersen.
Fredag 17. juni kl. 18:30: Tilværelsens ulidelige rock ‘n’ roll!
Tegneserieskaberne Simon Petersen og finske JP Ahonen står begge bag humoristiske tegneserier, hvor heavy Metal og en rock ‘n’ roll livsstil støder frontalt sammen med hverdagens evindelige trummerum.
Eudor udgav i september 2021 Simons graphic novel PUNK LIFE CRISIS, en grotesk morsom tegneserie om musikmiljøet og Simons egen midtvejskrise, der resulterer i en karriere som hæs forsanger i det fiktive punkband P.M.B. En generationsskildring af den moderne mands flugt fra ansvar, terminer og bleskift.
JP Ahonen er fra Finland og kendt for sin black metal-webtegneserie ”Belzebubs”.
De to tegneserieskabere mødes fredag den 17. juni kl. 18.30 live på Copenhell Con scenen til en samtale om tilværelsens ulidelige metalhed.
Moderator er Christian Monggard, filmanmelder på Information og forfatter til bøger om Robert Crumb og Claus Deleuran.
Simon signerer på Copenhell
Umiddelbart inden sin sceneoptræden er Simon en del af fredagens signeringsprogram:
14.00-15.00 Mårdøn Smet
15.00-16.00 Anna Kornum og Peter Madsen
16.00-17.00 Karoline Stjernfelt
17.00-18.00 JP Ahonen & Simon Petersen
Tegneserier, horror, brætspil, science fiction
Udover tegneserier byder Copenhell Con på horror, brætspil, science fiction og meget andet. Arrangementet løber over alle fire festivaldage i STAGEBOX mellem tørdokken og Pandæmonium-scenen midt på festivalpladsen.
Sted: Refshaleøen, København.
Herunder: De 4 bandmedlemmer fra P.M.B. glæder sig til Copenhell. Tegning: Simon Petersen.