En skøn billedbog om mesterdetektiven Snus Mus og hans tålmodige assistent Bente, som børn fra 3 år vil elske at få læst højt.
Verdens største detektiv, Snus Mus, elsker at sove længe og blive vækket til duften af blødkogte æg, nybagte boller og Bentes hjemmelavede syltetøj. Men denne morgen sker der noget ganske forfærdeligt: Den gammelost, Snus Mus opbevarer for en klient i sit køleskab, er blevet stjålet!
Og Snus Mus’ liste over mistænkte er kort …
Bøgerne om Snus Mus er sjove og spændende detektivhistorier for de yngste om naturens mysterier. Voksne læsere vil nyde samspillet mellem den lidt opblæste Snus Mus og hans hårdt prøvede assistent Bente, der ofte er klogere end sin chef.
Bagest i bogen kan I læse mere om den naturlige forklaring bag bogens mysterium.
Anmelderne skrev om de to første Snus Mus-bøger:
“Jeg har en stor interesse for skønlitterære bøger, som også formidler fakta. Her er to bøger, som gør det på en virkeligt god måde. Det er både en detektivhistorie med to små søde mus og en bog, hvor man bliver klogere på hhv. månens faser og sommerfuglens stadier. Jeg er virkeligt begejstret. I begge bøger er der et læsespor for barnet og et for den voksne. Det hele er fortalt i en krimi noir-tone, som passer godt til billederne af den selvfede detektiv med den tjenende assistent.”
– Bjarne W. Andreasen