Det klassiske tegneseriefanzine har fået lyd og billede: Lyd- og videopodcasts om tegneserier bliver flere og flere, og de bliver mere og mere professionelle.
LÆS OGSÅ: Danske websites om tegneserier
Vi bringer her en lille oversigt over udbuddet af podcasts om tegneserier i Danmark.
StegelCast
Bestyres af Jakob Stegelmann, som de fleste nok kender fra DRs Troldspejlet og Så er der tegnefilm. Jakob laver nu sin egen podcast.
“I vores podcasts handler det om at komme i dybden – og der er både nye og gamle emner på programmet. Her taler vi ud, uden begrænsninger.”
1-2 gange om måneden har Jakob en gæst i studiet, hvor de sammen taler om film og tegneserier, der interesserer dem. Sussi Bech besøgte Jakob 7. december 2018, hvor de snakkede om Sussi Bechs Samlede Værker og hinandens yndlingstegneserier, og 5. september 2019 anmeldte Jakob og Ida Rud det nye Nofret-album, Slave i Levanten. Herudover har Jakob og hans stab snakket om Star Wars, Disneyfilm, Batman og mange andre spændende emner.
Fantask Video Podcast
Danmarks ældste tegneseriebutik Fantask har selvfølgelig sin egen videopodcast. Hver uge sidder Marit Nim og Dennis Jacob Rosenfeld i butikkens baglokale og kigger på et udvalg af de nye tegneserier, spil og sf-romaner, butikken har fået hjem. Et godt sted at følge med i det aktuelle tegneserieudbud. 16. maj 2018 var det vores samlede, restaurerede genudgivelse af Aida Nur, som Dennis anbefalede på det varmeste, og 4. september 2019 var det Nofret-albummet Slave i Levanten.
Tid til tegneserier
Morten Langkilde, bibliotekar ved Roskilde Bibliotekerne, viser vej til de gode albums i sin videopodcast Tid til Tegneserier, der nok er noget af det mest lækkert producerede, der findes i Danmark. Morten har bladet i og fortalt om tegneserier som Franka, Kijara, Hit-Girl, Lady S, Angel Wings, Gamle Gubber, Flipkompa’niet og mange andre. Også Sussi Bechs Samlede Værker har fået store roser med på vejen.
Tosset med tegneserier
Videopodcasten Tosset med Tegneserier bestyres af bibliotekar Mads Bluhm og forfatter og kulturformidler Dennis Jacob Rosenfeld, der hver uge læser og diskuterer nye tegneserier live foran publikum på Ørestad Bibliotek. I august anbefalede de blandt andet Sussi Bechs, Ingo Miltons og Jens Olaf Pepke Pedersens “Ørsted” album. Du finder alle videopodcasts med Mads og Dennis her.
LÆS OGSÅ: Danske tegneseriebutikker
Andre podcasts
Supersnak
Marvel-Morten og Kim Helt nørder igennem en-to gange om måneden i et populært podcast “om superhelte i film, tv, bøger, populærkultur og – især – tegneserier”. Indtil nu har de udsendt 123 afsnit.
Luchacomico
Har sendt siden 2011. Betegner sig selv som “Danmarks mest entusiastiske tegneseriepodcast”. Ca. 3 gange om måneden snakker værterne Henning Larsen og Michael Lindal Andersen om de ting, der rører sig (eller ikke rører sig) indenfor tegneserien.
Verden ifølge Seriemagasinet
Tom Kampman og skiftende medværter snakker de om den tid, der formede sig rundt om dem, mens de slugte det ene tegneserieblad efter det andet. De bruger bladet Seriemagasinet, der udkom herhjemme i 60’erne, 70’erne og 80’erne, som vejviser.
Art Bubble tv
Bringer reportager og interview fra ind- og udland og viser, hvad der sker i det danske tegneseriemiljø. Opdateres mest i perioderne omkring afholdelsen af en ny festival. Sussi blev interviewet i 2017.
Tintin Podcast
Mads Strandberg og Lauge Hendriksen går i hver episode i dybden med et Tintin-album.
Tegneseriesnak
Lasse og David snakker om tegneserier, de har læst, og aktuelle begivenheder indenfor tegneserieverdenen. Seneste afsnit blev sendt 28. november 2018.
Radio Rackham
Radio Rackham er et “kritisk tegneseriepodcast, der tager såvel den hjemlige som den internationale tegneseriekultur under behandling og ligeligt sætter fokus på tegneserien som kunstform og kulturfænomen.”
Comix – tyske tegneserier
En podcast om tysksprogede moderne tegneserier, hvor tegneserieekspert Dennis Jacob Rosenfeld guider dig igennem en række af de mest inspirerende, dygtige og fascinerende tysksprogede tegneserieskabere lige nu.
Vi elsker bøger LIVE
Københavns Hovedbibliotek sendte 15. marts 2022 live fra børnebiblioteket, hvor tre bibliotekarer – bl.a. Mads Bluhm – anbefalede tegneserier.