Nu i 2. oplag!
En prisbelønnet, dansk tegneserieklassiker.
Dette samlebind indeholder tre historier med Nofret: “Den sidste Minos”, “Rejsen til Hattusas” og “Den hemmelige traktat”.
Nofrets road trip
I dette bind kommer Nofret rundt i oldtidens Middelhavsriger på Tutankhamons tid. Det indeholder seriens album 4-6:
I Den sidste Minos vender Nofret hjem til sin fødeø, Kreta. Hun får ikke den hjertelige velkomst, hun havde regnet med. Som arving til Minos’ trone føler hun sig tvunget til at sætte pligten over for sit land over alt andet, da Kreta trues af ydre fjender.
I Rejsen til Hattusas er Nofret strandet på Lilleasiens kyst med hukommelsestab. Hun kan kun huske, at hun var på vej til Ugarit. Gøglerpigen Anitti og tossede Hapi tilbyder at følges med hende til Ugarit. Men snart er de på vej til hittiternes hovedstad, Hattusas,
sammen med tre mystiske typer, der fragter en krukke med ukendt indhold.
I Den hemmelige traktat er Nofret kommet til den syriske kystby, Ugarit. Snart har hendes to hittitiske rejsefæller solgt hende til Astartes tempel. Nofret kender imidlertid formålet med de to hittitteres besøg i Ugarit, så da hun erfarer, at den ægyptiske general Horemheb er i byen, spiller hun højt spil for at genvinde sin frihed – og lidt guld til sig selv.
Dette bind indeholder desuden 30 siders ekstramateriale, hvor Sussi fortæller om sine rejser i Grækenland og Lilleasien og de tanker, hun gjorde sig, da hun skrev de tre historier med Nofret. Masser af eksempler fra hendes arbejdsproces og aldrig før offentliggjorte tegninger.
Sussi Bechs Samlede Værker
Dette er 4. bind af Sussi Bechs Samlede Værker, der også omfatter “Dalila den Drevne”, “Aida Nur”, Zainab” og Sussi Bechs øvrige produktion. I alt 7 luksusbind med masser af ekstramateriale.
Andre tegneserier af Sussi Bech
Om forfatteren
Sussi Bech er født i 1958 i Birkerød. Hun har lavet over 20 tegneseriealbum med “Nofret”, “Aida Nur”, “Dalila den Drevne” og andre figurer – ofte med oldtiden som tema. Hun illustrerer tegneserien “Eks Libris” hver uge i Weekendavisen. Desuden har hun tegnet “Kaj og Andrea”, “Snus Mus” og “Emmy” og skrevet bøgerne om “Aziru” og “På ferie med Emil”.
Sussi har modtaget bl.a. BØFA-prisen, Ping-prisen, Birkerød Kulturpris, Hanne Hansen Prisen og senest i 2015 den svenske Adamsonstatuetten, der blev uddelt ved Svenska Serieakademins 50 års jubilæumsfest i Stockholm.
“Er der nogen, der fortjener at få sine Samlede Værker udgivet, er det hende.“
Søren Vinterberg, Weekendavisen
“En yderst velkommen genudgivelse af den prisbelønnede tegneserie om den ukuelige og selvbevidste minoiske prinsesse Nofret og hendes eventyrlige liv. En stor fordel ved serien er Sussi Bechs egne fyldige kommentarer, der fortæller om de historiske perioder og viser tidligere skitser og hendes arbejdsmetoder. Sussi Bech er en tegneseriekunstner i verdensklasse, og hendes heltinder er bestemt et bekendtskab værd.”
Bibliotekar Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.dk
“Det er sådan nogle fine bind de bliver genudgivet i, som også indeholder lidt baggrund omkring fortællingen og om Sussi Bech’s inspiration.”
Sidsel Buch Odgaard, Buch’s Books
“… jeg kan slet ikke forstå at jeg ikke er hoppet ned i Sussis tegneserier før, for den her skriger på at jeg skal læse mange flere af hendes tegneserier. Den har gjort mig meget nysgerrig på hvad hun ellers har lavet og hvad hun vil skrive i fremtiden. Jeg må straks efter denne anmeldelse ind og se om biblioteket skulle have nogle flere af hendes værker. Jeg ønsker virkelig at læse mere af hende.”
blog.pipalukbooks.dk