Nu i 3. oplag!
En prisbelønnet, dansk tegneserieklassiker.
Dette samlebind indeholder Sussi Bechs tre første historier med Nofret, “Flugten fra Babylon”, “Amons gemalinde” og “Kætterkongens hof”.
Oprør mod mændene
Nofret er prinsesse fra Kreta. Tiden er ca. 1.350 f.v.t. Hun og søsteren Kiya bortføres af pirater, der sælger hende til slavehandlere i Levanten.
Hun bliver tvunget til at gifte sig med en fed, gammel købmand fra Babylon, men det lykkes hende sammen med en ung mand at flygte til Egypten, hvor hun imidlertid svigtes og ender som danserinde på en ussel knejpe. Fast besluttet på aldrig mere at være i lommen på mænd søger hun ind som tjenerinde i Amontemplet. Her lykkes det hende snart at kæmpe sig op i hierakiet ved hjælp af list og dygtig udnyttelse af mændenes svagheder.
Nu med de rigtige farver!
Med denne udgivelse vil publikum for første gang kunne opleve Sussis farvelægning af “Flugten fra Babylon”, sådan som hun oprindeligt havde tænkt sig den. Reproduktionen af farverne i det første Nofret-album fra 1986 blev udført temmelig skandaløst af en reproanstalt i Spanien. Vi har genskabt “Flugten fra Babylon” ud fra helt nye indscanninger af Sussis originale stregtegninger og farvelægninger.
Dette bind indeholder desuden 33 siders ekstramateriale, hvor Sussi fortæller, hvordan Nofret-serien blev til, om hendes arbejdsproces og om Nofret, der ikke måtte hedde “Nefer”. Vi får også et par hidtil upublicerede værker fra starten af 1980’erne, bl.a. “Alexandriamysteriet”.
Sussi Bechs Samlede Værker
Dette bind indgår i Sussi Bechs Samlede Værker, der også omfatter “Dalila den Drevne”, “Aida Nur”, Zainab” og Sussi Bechs øvrige produktion. I alt 7 luksusbind med 19 historier og masser af ekstramateriale.
Andre tegneserier af Sussi Bech:
Om forfatteren
Sussi Bech er født i 1958 i Birkerød. Hun har lavet over 20 tegneseriealbum med “Nofret”, “Aida Nur”, “Dalila den Drevne” og andre figurer – ofte med oldtiden som tema. Hun illustrerer tegneserien “Eks Libris” hver uge i Weekendavisen. Desuden har hun tegnet “Kaj og Andrea”, “Snus Mus” og “Emmy” og skrevet bøgerne om “Aziru” og “På ferie med Emil”.
Sussi har modtaget bl.a. BØFA-prisen, Ping-prisen, Birkerød Kulturpris, Hanne Hansen Prisen og i 2015 den svenske Adamsonstatuetten, der blev uddelt ved Svenska Serieakademins 50 års jubilæumsfest i Stockholm.
Pressen skrev:
“Er der nogen, der fortjener at få sine Samlede Værker udgivet, er det hende.“
Søren Vinterberg, Weekendavisen
“En yderst velkommen genudgivelse af den prisbelønnede tegneserie om den ukuelige og selvbevidste minoiske prinsesse Nofret og hendes eventyrlige liv. En stor fordel ved serien er Sussi Bechs egne fyldige kommentarer, der fortæller om de historiske perioder og viser tidligere skitser og hendes arbejdsmetoder. Sussi Bech er en tegneseriekunstner i verdensklasse, og hendes heltinder er bestemt et bekendtskab værd.”
Bibliotekar Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.dk
“Det er sådan nogle fine bind de bliver genudgivet i, som også indeholder lidt baggrund omkring fortællingen og om Sussi Bech’s inspiration.”
Sidsel Buch Odgaard, Buch’s Books
“… jeg kan slet ikke forstå at jeg ikke er hoppet ned i Sussis tegneserier før, for den her skriger på at jeg skal læse mange flere af hendes tegneserier. Den har gjort mig meget nysgerrig på hvad hun ellers har lavet og hvad hun vil skrive i fremtiden. Jeg må straks efter denne anmeldelse ind og se om biblioteket skulle have nogle flere af hendes værker. Jeg ønsker virkelig at læse mere af hende.”
blog.pipalukbooks.dk