fbpx

Omsætningsfremgang for Eudor i 2022

2022 blev et godt år for Eudor med 10 udgivelser, deltagelse i tre messer og udgivelsesreceptioner på Nationalmuseet, H.C. Andersens Hus i Odense og Roccamore i Kgs. Lyngby. To af vore udgivelser vandt priser i ind- og udland. Og omsætningen voksede pænt.

Mere salg via tegneseriebutikker og museumsshops

I 2021 kunne vi registrere en lille procentvis stigning i salget til tegneseriebutikkerne, mens boghandlersalget omvendt procentvis faldt en lille smule i forhold til 2020, hvor vi havde rigtig mange boghandlerbestillinger på “Ørsted”. I 2022 blev tegneseriebutikkernes andel af vores omsætning øget fra 13,6% af omsætningen til 19%, ikke mindst takket være Faraos Cigarer, men også Fantask og den nyåbnede Woodstock i Roskilde. Boghandlersalgets procentvise andel faldt med 0,3%, selv om der også her var fremgang målt i kroner og ører.

LÆS OGSÅ: Billigere trykpriser: Eudor sætter priserne ned på “Nofret – Samlede historier”

I 2021 voksede salget via forlagets webshop www.eudor.dk og salget på messer markant i forhold til 2020 og udgjorde næsten halvdelen af omsætningen. I 2022 var webshoppens omsætning i kroner og ører stort set uændret i forhold til 2021, men den procentvise andel af forlagets totale omsætning faldt fra 38,2% i 2021 til 26% i 2022, fordi flere andre områder gik så kraftigt frem.

Messesalgets andel voksede en smule fra 8,9% til 9,0%.

Den helt store succeshistorie er salget til museer, der i 2021 tegnede sig for 2,2% af forlagets omsætning. I 2022 voksede denne andel til 10,0% og der er nu over 20 museer i Danmark, der fører vores tegneserier. Det er især “Ørsted”, “Runernes verden”, “Nofret”, “Gravrøverens lærling” og “Københavnermysteriet”, der sælges ad denne kanal.

LÆS OGSÅ: PUNK LIFE CRISIS vandt Claus Deleuran Prisen: Bedste Danske Tegneserie 2021

Bibliotekssalget udgjorde i 2021 12,5% af forlagets omsætning, et tal, der i 2022 var steget til 14,4%.

Salg og udlån af e-bøger udgjorde i 2021 12,7% af forlagets omsætning og i 2022 6,1%.