Menu

Om bøgerneOm Frank & SussiSkrivTegnSpilBygLav en klub

Om bøgerne …

gustav og raketbroderskabet kapitelbøger børnebøger bøger for børn 9 år
Raketbroderskabet“Gustav og Raketbroderskabet” er en spændende science fiction-bogserie på 10 bind, hvor vi følger Gustav og hans venners kamp for at redde deres by. Mod farer, de aldrig havde forestillet sig i deres vildeste fantasi.

Gustav og hans venner i Raketbroderskabet har en plan: De vil sende et barn fra Grødby ud i verdensrummet. Men en nat kommer verdensrummet til Grødby: Et meteor styrter ned bag Sønderskoven. Uhyggelige fremmede flytter ind overfor Gustavs hus. En ny pige starter i hans klasse. Et tilfælde? Eller … Snart bliver Gustav klar over, at noget ukendt er kommet til Grødby. At det betyder problemer. Og at livet i Grødby aldrig mere bliver som før.

“Gustav og Raketbroderskabet” retter fokus mod spændende, nutidige emner som rumfart, teknik og liv på andre planeter i en tid, hvor resten af børnebogsmarkedet ellers har blikket rettet mod fantasy og verden af i går. Det kombineres med aktivitetssider, hvor man får brugbare fakta om raketter, droner, robotter og mange andre fascinerende ting fra videnskabens verden. Og anvisninger på, hvordan man selv går i gang.

“Gustav og Raketbroderskabet” er kapitelbøger for de 9-12 årige. Skrevet af Frank Madsen med over 750 dynamiske illustrationer i farver tegnet af Sussi Bech. Bind 1 udkom september 2014. Herefter udgives 2-3 bøger om året. Serien afsluttes i 2018.

 

Anmeldelderne skrev:

“Frank Madsen og Sussi Bech tegner og fortæller, så englene synger midt mellem alle de planlagte raketter. Billederne er klassiske og let aflæselige, og farverne er i godt humør. Det samme er teksten …” – Steffen Larsen i Weekendavisen

“Formmæssigt lægger bogen sig et sted mellem tegneserie og illustreret bog. Der er mindst en tegning pr. side og nogle gange flere. Konceptet fungerer godt og der er en fin rytme mellem fortælling og billeder gennem bogen.” – www.videnskab.dk

“Makkerparret Frank Madsen og Sussi Bechs enorme erfaring med tegneserier er tydelig. Tempoet er højt, humoren er altid til stede uden at historiens mystiske tråde går fløjten – og det gælder både i teksten og i Sussi Bechs illustrationer.” – www.bogbotten.dk

“Det er en meget vellykket, sjov og spændende bog for de 9-11-årige og et herligt alternativ for de børn, der går udenom de mange voluminiøse science fiction- og fantasy-bøger. Jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med seriens næste bind.” – DBCs lektørudtalelse

“Bøgerne er fortalt med et højt tempo, med gys og med en kombination af (science) fiction og faktuelle oplysninger. Tekst og illustrationer smyger sig om hinanden. Nogle steder bliver Gustav og Raketbroderskabet en illustreret fortælling. Andre gange er det billeder med forklarende tekst.” – www.jagoo.dk

Mystiske fremmede kommer til Grødby